Lissabon i Portugal til Sevilla i Spanien

lissabon-002.jpg

Vi er i Lissabon. Besætningen består af Kerstin og hendes søn Tobias, min gamle ven Ole og hans datter Sara. Vi har tilbragt tre dage i denne skønne by hvor vi skal forsøge at lære Portugals hovedstad at kende. Dels ved at tage en sporvogn og dels ved simpelthen at spadsere gennem gaderne og pladserne på kryds og tværs. Jeg skal love for at man får gået meget når man sejler!

Se foto

Her skal jeg også tage afsked med min kone Kerstin. Kerstin og Tobias har besluttet at ville besøge en af vore fælles copy-of-lissabon-and-alvor-113venner som for tiden er bosiddende i Rom. Derefter tager de hjem til Sverige. Kerstin føler at hun trænger til at bearbejde alle de indtryk som sådan en sørejse giver. Men også fordi hun savner mange af de daglige kontakter med familie og venner som det lidt ensomme liv på søen naturligvis ikke giver mulighed for.

Kerstin har ellers været en dygtig sømand. Når man er født og opvokset i Perstorp som er en mindre by der ligger ca. 50 km. Øst for Helsingborg. Helt omgivet af skov og stort set aldrig har opholdt sig i længere tid på et gyngende skib, så skal der vist ikke meget fantasi til at forestille hvilken omvæltning der er tale om.

Jeg vil aldrig glemme det syn jeg oplevede på en kold nat på Atlanten. På sejladsen over Biscayen. Vinden var tiltaget til Kuling og bölgerne var enormt höje måske 10 meter. Vi var kun os to ombord og jeg var udmattet og dödträt af den hårde sejlads. Jeg måtte konstatere at jeg flere gange stod op og faldt i sövn ved roret. Kerstin overtog roret og styrede skibet sikkert i havn i La Curona. I den situation ville mange piger nok bryde sammen, eller løbe skrigende bort hvis dette var muligt! Men sådan er det ikke på søen der har man et ansvar ikke kun overfor sig selv men også overfor hinanden.

Tobias skal hjem og i gang med at søge job eller muligvis en uddannelse men hvad det skal være, det kan han slet ikke overse. Tobias har ellers været virkelig fin at have ombord. Ikke fordi at han er erfaren sejler. Selvom det nok ligger ham lidt i blodet, hans far er nemlig fisker i Arild. Men nok mest fordi han nyder livet til søs. Han er også god til at tage fat lige der hvor der er brug for en ekstra hånd. Han kan sidde i timevis og kigge ud over havet. Hans yndlingsplads er helt foran i skibet hvor han med benene dinglende overbord-, og naturligvis med høretelefoner i ørene kan drømme sig væk fra de udfordringer og krav som venter en 18 årig ung mand i dagens Sverige.

Fra Lissabon sejlede vi gennem den smukke flod til Cascais som ligger helt ude ved Atlanterhavskysten. Vi lod ankeret gå for natten i en helt beskyttet bugt på seks meter vand. Ved siden af os ligger en helt ny marina hvor en overnatning for Grand Danois koster op til 50 Euro og den pris passer altså ikke rigtigt ind i det budget som er grundlaget for vor rejse.

Her meget smukt i denne sene og varme aftentime med lyset inde fra byen, stjernerne stråler fra en helt klar himmel. Ja og måneskin er der naturligvis også.

Vi er nu omsider nået til et af de mål som vi havde forventninger om blot skulle overstås på en måned. Men sådan skulle det ikke være. Virkeligheden ser anderledes ud. Det har taget os næsten tre måneder og en sejlet distance på 1700 sømil at komme så langt. Jeg ved ikke om det skyldes de specielle vind og vejrforhold som har været fremherskende i år. Men vi har sejlet for motor 80 % af tiden. Vinden har været lige i næsen på det meste af turen og at ligge og krydse i flere døgn det er jeg altså blevet for gammel til! Det stiller store krav til besætningen ombord som for en stor del af tiden kun har bestået af Kerstin og jeg selv. Men ikke mindst til al den teknik som hører med. En velfungerende nyrenoveret Perkins motor som blev installeret under helt kaotiske forhold måneden inden vi skulle afsejle fra Danmark. Den nye motor er virkelig blevet afprøvet under alle tænkelige vejrforhold, fra stiv kuling til flere døgns uafbrudt drift i de dage hvor det var vindstille. Det stiller også krav til at den elektroniske automatpilot fungerer. Især under den ofte lidt monotone motorsejlads.

Helt anderledes forholder det sig når der sejles med vindror. At indstille sejlene og vindroret til en perfekt balance og derefter opleve at båden styrer sig selv, ja det giver en helt speciel stemning ombord.

Sammen med Ole og Sara besøgte vi Cascais som er de rige Portugisers egen ferieby og jeg skal love for at de forstår at indrette sig. Det er et herligt sted med mange smukke gader meget charmerende restauranter og herlige miljøer. Dagen efter sagde vi farvel til vores nye venner fra Danmark som sejler i en båd ved navn Dania og som nu er på vej til Caribien for tredje gang. Vinden var en perfekt jævn til hård vind fra nordvest og vi kunne derfor med fuld sejlføring sejle 6-7 knob mod det sidste Kap som er det sydligste hjørne af Portugal.

Derefter skulle det være middelhavsklima og det så vi meget frem til. Undervejs var vi så heldige at få følgeskab af en flok meget store delfiner. Det var vidunderligt at overvære Saras begejstring ved synet af de dejlige dyr. Vi sejlede hele dagen og natten med, hvor vindroret klarede det hårde arbejde. Og ankom næste formiddag i strålende solskin og masser af varme til byen Lagos.

Lagos Marina følger den nye lidt triste trends med noget der kun kan sammenlignes med hoteldrift. Ikke noget med Havnekontor her. En kæmpe marmor og glasbygning med reception og ekspeditionskranke med dertilhørende kontorpersonale. Indskrivningen foregår helt upersonlig og med et meget detaljeret standardspørgeskema som i øvrigt skal udfyldes i alle Portugisiske havne. Det samme skema som skal udfyldes i Spanske havne med den forskel at der gør man det selv. Derefter udleveres et adgangskort som giver mulighed for at komme ud og ind af det forjættede land som naturligvis er totalt afspærrede for den almindelige befolkning og naturligvis TV. og vagt overvåget. Det virker helt overdrevet og unødvendigt.

Vi trængte til at slappe af efter den lange natsejlads så vi blev i byen et par dage. Byen er i øvrigt ligesom mange af de andre byer vi har besøgt utroligt charmerende. Med et herligt byliv hvor folk er på gaden til langt ud på natten.

Vi havde flere gode ophold under den forsatte tur ned ad Algarvekysten som nok er mest kendt for de utroligt smukke strande og klippeformationer. Vi sejlede ind i en lagune hvor vi smed ankeret udenfor byen Alvor. Ja det hedder byen faktisk men det kan ikke være der vi har fået betydningen af ordet fra for det var nok det sted hvor vi havde de sjoveste oplevelser på turen. Højt oppe på en klippeø hvor det kun var muligt at sejle til i små fladbundende både var der en forladt Hacienda altså et gammelt smukt forladt velhaverhus hvor der tilsyneladende gennem længere tid var tradition for at der hver lørdag blev holdt grillparty. Meget uforpligtende, alle var velkomme man skulle bare selv medbringe det der skulle spises og drikkes. Her mødtes vi så med 25 andre langturssejlere overvejende Englændere men også et par Tyskere og Franskmænd. Denne aften var der tre dygtige Engelsk musikere som spillede og sang traditionelt Irsk folkemusik. De havde sejlet fra England i et 110 års gammelt træskib og besætningen bestod af Helen som spillede på violin hendes søn Spike på trommer og Luke på Guitar. Fantastisk aften i nogle helt utrolige og meget fremmede omgivelser.

Det gode skib Grand Danois har klaret sejladsen flot og helt uden uheld. Skibet ligger nu den 10 oktober 2004 trygt i havn i udkanten af Byen Sevilla. Byen ligger i ca. 120 km. opad en flod hvor vi sejlede medstrøms og med en kuling i ryggen. Vi havde regnet med at ankre et sted på vejen, fordi vi, netop af hensyn til den kraftige strøm var tvunget til at sejle en sent eftermiddag og vidste at det ville blive mørkt før vi nåede frem. Men at ankre viste sig at være umuligt på grund af alt for meget vind og alt for høje bølger. Så vi var tvunget til at forsætte det meste af natten. Tak og lov for GPS og en velfungerende computer! Det var bælgmørkt og næsten umuligt at orientere sig. Til sidst nåede vi frem til en sluse som ved opkald på VHF åbnede sig for os. Det er kontrasterne der gør at man føler at man lever og jeg skal love for at der denne sene nattetime blev spist og drukket en herlig natmad. Før vi gik til køjs..

Vi besluttede at sejle til denne by fordi den er kendt som en af de smukkeste byer i verden. Men også fordi den har et spændende byliv. Det er nemlig her i Andalusien at et så forskelligt kulturudbud som Flaminco og Tyrefægtning er opstået. Derudover er den kendt som en meget festlig by ofte begyndende med stærke religiøse indslag der næsten altid ender eller måske vil nogen sige, udarter i en form for folkefest. Så den venter vi os meget af.

Ole og Sara er fløjet hjem og det samme er jeg! Min datter Lena fylder nemlig 30 år og pludselig oplevede jeg en hjemlængsel som ikke kunne styres. Jeg måtte bare hjem. Men vi er tilbage igen og forsætter Odysseèn igen efter den 26 oktober!

Tak for alle hilsner og E-mails. Kig ned, hvis i får lyst!

Kærlig hilsen
Freddy

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.