En Hurricane ved navn Tomas

Epileptica

Lørdag morgen klokken 06:15 lokal tid, vågnede jeg fra min soveplads i cockpittet på Grand Danois og kiggede udover  ankerpladsen ved Vieux Fort på St.Lucia.

Vi ankom hertil sent aftenen før, fordi vi havde en aftale med vores venner, Linda og Jesper, som  har en båd ved navn”EKLIPTICA”.

Jeg fik et chok. Troede ikke mine egne øjne. Kun masterne med nogle flagrende iturevede sejl stak op af vandet. Deres skib havde været fortøjret til molen i containerhavnen og Linda og Jesper havde forladt skibet fordi vejret i området blev for voldsomt.

Linda og Jesper

Det er næsten umuligt at beskrive den sorg som dette tab indebærer. Linda og Jesper havde investeret alt hvad de ejede i dette projekt, de arbejdede  hjemme i Danmark om sommeren og når vinteren nærmede sig tog de til Karibien i seks måneder. De havde virkeligjort  en livsdrøm som mange mennesker har, men som de fleste aldrig realiserer.

Skibet, en 45 fod stor ketchrigget sejlbåd bygget i ferrocement, var ikke forsikret. Det er der ikke mange langturssejlere der har, fordi prisen på en  forsikring er alt for høj. Man må vælge mellem om man vil sejle eller betale forsikringspræmier!

Da uvejret hærgede Linda og Jespers båd, befandt vi os på øen St. Vincent, som ligger ca. 30 sømil sydligere. Vi havde kort forinden sejlet fra Granada og lagt os ved en bøje i en bugt ved navn Wallilabou Bay. Også kaldet kaldet Pirate Bay, fordi filmen “Pirates of the Caribbean” er optaget der og kulisserne er nu blevet en attraktion.

Vi havde tilbragt natten i bugten sammen med en Engelsk båd på størrelse med Grand Danois og vi lå for bøje ganske tæt på hianden med et reb i land som stabilliserer skibet, så vi ikke lå og slog mod hinanden. Tidligt om morgenen kunne vi mærke at vinden tiltog. De bøjer vi lå ved kunne ikke længere holde og Englænderen valgte derfor at forlade bøjen og sejle længere ind i bugten, i læ af bjerget. Jeg sagde til Preben som nu  har været ombord i mere end fire uger at hvis vi kom i samme situation så ville jeg vælge at sejle ud af bugten og finde en ny ankerplads.

Kort efter stod der en lokal mand inde på broen, han vinkede og råbte at han ville hjælpe med at flytte Grand Danois over til en ny bøje i samme hjørne hvor den Engelske båd lå for anker. Det afslog jeg. Dels fordi jeg ikke troede på, at denne nye bøje ville holde bedre end den vi allerede havde, og dels fordi jeg vidste at vores anker ville være alt for usikker i en storm. Vi blev derfor enige om at han skulle sejle med ned til den sydlige del af øen, til et område hvor man kunne forvente lidt læ.

Det blev en forrygende motorsejlads hvor båden krængede helt vildt – uden sejlføring! En særlig hård vind fik vores nyrenoverede vindgenerator til at eksplodere!

Undervejs passerede vi  byen Kingstown og kom i læ bag nogle høje bjerge. Her ville vores nye ven gerne sættes af. Nu er der ikke mange som gør tjenester  i dette samfund uden at få betaling for det. Og da manden kun havde badebukser på ville han naturligvis gerne låne lidt tøj.Jeg fandt noget frem,  men da jeg lidt senere kiggede til ham kunne jeg konstatere at han havde  skiftet garderoben ud til lidt mere moderigtigt! Jeg gav ham også til en taxa og kunne se på ham at de penge jeg gav ham var alt for lidt, så jeg fordoblede beløbet.

Nu fik vi, over WHF radioen, kontakt med en person som havde set os og som havde en stærk bøje. Jeg gav udtryk for at vi lige ville ligge og sunde os oven på den hårde sejlads, men han sagde at vi omgående skulle forlade stedet, fordi vinden ville tiltage til orkan og at det nu officelt var en Hurricane kattegori 1.

Da vi ankom til Young Island lå der allerede en båd og ventede på os folkene ombord hjalp os med at fortøjre til bøjen med to stærke reb. Nu var det blevet  eftermiddag og det blæste fuld orkan fra vest. Den værste vindretning, fordi der næsten intet læ var.  Motoren gik på 2000 omdrejninger for at holde skibets stævn mod vinden og bølgerne. Den hårde vind fik reberne i bøjen til at strække sig faretruende indtil det ene reb blev revet over.Det er klart at der i sådan en situation ikke er tid til at tænke så meget. Hvis det siste reb blev revet over var der kun udsigt til forlis. Jeg fandt det stærkeste reb frem. Det jeg normalt benytter til vinterfortøjning – og sprang i bølgerne.

De næste mange timer blev en nervepirrender kamp mod elementerne; bølgerne blev højere og højere, bøjen holdt  kun delvis og vi var tvunget til at sætte motoren yderligere op i omdrejninger for at holde stævnen op i vinden. Nu var vi nogenlunde sikret. Men omkring midnat skiftede vinden retning fra vestlig til syd -,og  østlig, hvilket gav risiko for kollosion med en stor nabobåd. Det blev til endnu flere nervepirrende timer under dæk, fordi den piskende regn, simpelthen gjorde det umuligt for os, at opholde os på dækket. Orkanen forsatte indtil næste dag, men men nu var vinden gået i øst, vi lå i læ af et koralrev og vi kunne endelig begynde at slappe af.

Vi havde overlevet vores første hurricane.

Vi havde jo en aftale med Linda og Jesper og da de lokale fiskere lovede fin vind nordpå, besluttede vi, at sejle videre  over  middag. Da vi igen passerede Pirate Bay, så vi det Engelske skib. Det var kastet op på stranden og der var slået et stort hul i glasfiberskroget. Vi sejlede ind og spurgte om der var noget vi kunne hjælpe med. Preben blev sejlet ind og fik talt med Englænderen, som tilsyneladende havde en plan om at der skulle graves en rende fra havet og ind til det grundstødte skib.

Nu hilste vi igen på vores Guardian Angel. Han kunne ikke svønmme, men kom på et stykke flamingo ud til båden. Jeg skal love for at det blev et rørende gensyn med masser af varme kram og følelser som kom væltende. Ja, jeg gav ham igen et større beløb og da vi senere samme dag forlod bugten, så jeg ham storsmilende, dansende og vinkende inde på strandbreden!

Se flere foto

 På strækningen langs med kysten, så vi flere store både som var skyllet op på stranden. Den gyldne regel om at man, så vidt det er muligt, skal holde sig langt fra land når det er hårdt vejr den gælder stadig.

Vi forsatte sejladsen mod Saint Lucia, men istedet for den sydøstlige vind som de lokale havde sagt det skulle blive, blæste vinden fra nordøst. Det betød, at vi sejlede med vinden foran på tværs og i meget store bølger. Preben og hans datter, Marie som er 16 år, blev søsyge.

Vi ankom til Vieux Fort ved midnatstid. Det var en kulsort nat. Intet lys, bortsert fra et par lanterne. Det var helt umuligt at orientere sig. Gudskelov for GPS og kortplotter i sådan en situation. Senere forstod vi, at der havde været elektricitet og telefonafbrydelse på hele øen.

Vi lagde anker og kunne dødtrætte af de sidste døgns trængsler lægge os i vores køjer.

Når Linda og Jesper har fået opdateret deres hjemmeside, kan resten af historien læses på Eklipticas egen hjemmeside

www.sy-ekliptika.dk.

Preben er Mekaniker af uddannelse, men derudover en helt masse andet! Han arbejder nu med retarderede børn og jeg er ikke i tvivl om at han har nogle særlig evner i den retning, som får børnene til at have tillid til ham, samtidig med at han nyder stor respekt.

Årsagen til, at han ville ud at sejle med Grand Danois var drømmen om at komme ud og sejle langt og måske at bo på en båd. Derfor deltog han også i klargøring af Grand Danois og jeg skal love for at han kunne tage fat!

Aldrig er der blevet lavet så mange tekiske forbedringer. Ankerspillet fik nye kabler og bedre og mere sikre forbindelser. Vindmøllen fik skiftet kuglelejer og meget meget mere. Preben havde endda overskud til at deltage i slibning af Linda og Jesper båd.

I samme periode var Peder om bord sammen med sin 12 årige søn Johannes. Sammen sejlede vi fra Saint Lucia til Grenada med mange gode interessante ophold undervejs. Børnene blev hurtigt gode venner og i det hele taget var stemning god, som det ofte har vist sig mange gange før når fremmede mødes på en lille sejlbåd. Så, til trods for uvejret, har oplevelserne og besætningen været fantastisk!

Læs artiklen “Seven Confirmed Dead as Saint Lucia Rebuilds” i Saint Lucias lokalavis.

3 Comments Tilføj dine

  1. ÅsaHolmberg siger:

    Skönt att ni klarade er ur orkanen grepp och så förfärligt för Linda och Jesper och alla andra utsatta!Lider med dem. Hoppas att resten av segelsäsongen bara har gott med sig, kram Åsa

    Like

    1. Peder siger:

      Det er svært at fatte, at Jesper og Lindas skib er forlist. Godt at de ikke selv kom noget til. Jeg er rystet over ulykken og føler mig samtidig utrolig heldig at vi undgik både orkan og uvejr, mens vi var der …. Så har vi altså været ret heldige, alligevel. Endnu en gang viser erfaring sig som det mest værdifulde aktiv, når man er skipper …. Godt gået Freddy !

      Jeg er ked af Linda og Jespers tab.

      Like

  2. Erik Lundvall siger:

    Hej Freddy!

    Det är gott att läsa att du har kommit helskinnad från ditt första möte med en orkan. Jag hoppas det var alla tre gångerna du hade orkankontakt: första, sista och enda gången!

    När jag läser om dina beslut inför de svåra situationer du ställts inför blir jag imponerad, men samtidigt lite rädd. Att du hoppar i den “kokande grytan” för att rädda skeppet är modigt. Men ditt liv är mer värt än alla båtar i världen! Tänk efter före nästa gång du utmanas på något liknande sätt.

    Jag och Lena tänker på dig och önskar dig många härliga upplevelser och seglatser i Karibien.

    Hälsningar
    Erik och Lena

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.