Rom,Fiumicino,Napoli,Ponca,Agropolis,Salerno,Sicilien,og endelig Gräkenland Paxos og Prevesa.

ischias-med-frederikj-025.jpg

Grand Danois går i vinterhavn i Grækenland. Vi er ankommet til Grækenland endnu et af disse mål som jeg med forventning har set frem til. Grand Danois ligger fortøjet ved havnepromenaden i Prevesa der er en halvstor by på fastlandet. Byen ligger cirka 100 kilometer syd for den kendte ferieø Korfu.

Se foto

Det er i dag søndag den 25 september solen skinner fra en blå himmel og her er varmt. Her er en herlig afslappet stemning, folk sidder på tavernaerne langs med kajen til langt ud på natten. Forud er der gået nogle begivenhedsrige måneder, ikke mindst takket være de folk som har sejlet med i kortere eller længere tid.

Rom
Samme dag som jeg sagde farvel til Rikke i Rom mødtes jeg med min ven Christian og hans søn Frederik på jernbanestationen som ligger tæt ved byens centrum. Vi benyttede to indholdsrige dage til at se på de vigtigste seværdigheder herunder naturligvis den imponerende Peters Kirke

Der blev Christian i øvrigt stoppet og nægtet adgang af en dydens vogter som stod ved indgangen. Angiveligt fordi han havde for sexede knæ! Det var kun fordi vi andre talte så godt for ham at han allernådigst og kun hvis han trak sine shorts ned over knæene, fik lov at passere. Det er klart at man ikke kan trække bukserne så langt ned uden at det kan ses i den anden ende. Så det var et syn for guder, og os andre, at se Christian med bukserøven hængende helt nede på knæerne. Senere ved indgang til kirken var den gal igen han skulle tre, eller var det fire gange gennem sikkerhedskontrollen før de var tilfredse!

Rom er fascinerende men jeg synes faktisk at byens forhold til drikkevand er det mest fascinerende! Byen elsker vandet. Det er så synligt at man ikke kan undgå at blive berørt. Overalt er der rindende kilder med iskoldt velsmagende vand. I de fantastiske springvand og fontæner er det ikke recirkuleret vand, nej det er derimod det reneste fineste drikkevand som fosser igennem. Mens vi var i byen steg temperaturen til over 34 grader. Folk sad med benene i springvandene mens andre deriblandt os selv drak af det rindende vand. Herligt! Hvilken magt og rigdom at have ubegrænset tilgang til disse overdådige mængder af rent vand.

Senere tog vi til Fiumicino som ligger ved indgangen til floden Tiberen hvor Grand Danois lå i kanalen. Det blev til nogle festlige dage i båden. Men Christian er en travl forretningsmand med sit eget firma som han skulle hjem og passe, så han tog hjem og hans søn blev tilbage på båden. Frederik fylder 18 år i november. Jeg kendte ham ikke særligt godt inden turen. Han havde aldrig sejlet før men ville gerne prøve om det var noget for ham. Vi besluttede at vi skulle sejle til Napoli som lå omkring 140 sømil længere sydpå.

Vejrudsigten lød på hård sydlig vind det vil sige at vinden var lige imod. At begynde med at krydse i hårdt vejr, var ikke lige det jeg ville udsætte Frederik for, så det blev til nogle lange dage i Fiumicino. Vi fik dog udnyttet tiden særdeles godt, her var nemlig musikfestival hele ugen som afsluttendes med en skønhedskonkurrence hvor miss Fiumicino skulle vælges.

Her modtog vi også middagsgæster. Min ven Hasse fra Arild som arbejder indenfor FN og er bosat i Ostia by. Han syntes tilsyneladende at maden var tilfredsstillende. For han kom igen dagen efter med sin arbejdskollega Cyntia som er fra Trinidad.

Ostia er kendt fordi den var Romernes tidligste hovedstad men den blev rømt fordi floden aflejrede store mængder slam som gav myg gode udviklingsvilkår. Indbyggerne var derfor plaget af malaria og blev tvunget til at forlade byen som  i dag er udgravet, og ruinerne ligger næsten fem kilometer inde i landet.

Et par dage senere var vinden vendt til en frisk vind fra nordvest og vi kunne påbegynde sejladsen med vinden ind agten for tværs. En herlig sejlads. Masser af sol og høje flotte imponerende bølger. Loggen viste at vi sejlede med en fart af mellem seks og otte knop og vi tilbagelagde denne første distance på otte timer.

Frederik overraskede på denne hans jomfrusejlads. På trods af høje bølger gik han ned i kahytten hvor han lavede det herligste måltid helt upåvirket af søgangen. Selv fornemmer jeg søsyge hvis jeg opholder mig for længe i kahytten men jeg kan kontrollere det så det ikke kommer så vidt at jeg skal brække mig!

Målet for denne sejlads var en lille ø ved navn Ponza hvor vi lagde anker for natten. Her spiste vi igen et herligt måltid hvor Frederik igen afslørede sig som en dygtig og kreativ kok. Efter en lang snakkeaften i meget smukke og bjergrige omgivelser, gik vi sent til køjs. Senere skete så det at vinden i løbet af natten drejede 180 grader samtidig med det blæste op til hård vind fra syd. Vi vågnede fordi GPS:en gav ankeralarm.

Jeg satte motoren i langsomt fremad og gik frem i stævnen for at hive ankeret op. Natten var kulsort og der herskede et totalt kaos da omkring 50 både skulle flytte sig samtidig. Uheldigvis kom en stor lystyacht i vejen for os. Der lød et ordentligt brag da vi sejlede ind i den. Menneskene ombord var helt paralyserede og foretog sig intet. Jeg pegede og råbte at vi ville sejle om på den anden side af øen hvor vi var i læ for vinden. Frederik stod ved roret mens jeg dirigerede ham til højre og venstre udenom de farlige skær som fandtes i området. Der fandt vi så en ny ankerplads.

Næste morgen kunne jeg konstatere at vi havde fået bøjet et søgelænder. En skade som jeg selv er i stand til at udbedre. Vi ventede til et godt stykke op på formiddagen hvor jeg forventede at den anden båd ville dukke op, men intet skete, hvorefter vi besluttede at sejlede videre.

Nu var målet øen Ischia som nok er den skønneste og mest autentiske italienske ø jeg har set. Vi sejlede først ind i en naturhavn som er bygget på resterne af et vulkankrater. Her var alt optaget men havnepersonalet kunne måske anvise en plads i en anden havn. Der kunne man heller ikke love at der var plads men prisen var 120 e. pr. døgn! Vi sejlede ud derfra og fandt en herlig (gratis) ankerplads i en bugt tæt på byen og med udsigt til en meget smuk borg/slotsruin bygget på toppen af en høj klippe. I disse omgivelser tilbragte vi nogle herlige dage med badning fra båden, og restaurant besøg. Aldrig har jeg spist så meget pizza!

Det kulturelle indslag på denne ø var et besøg på slottet som er gennemgribende restaureret. En fin lille detalje derfra skal nævnes fordi det er så sjældent man ser de ydmyge steder hvor man tidligere forrettede sin nødtørft. Men her var faktisk et rum med tolv toiletsæder. Groft udført i sten hvor der så kunne placeres en krukke nedenunder. Over hver eneste plads var der udhugget et lille kors!

Næste mål var Napoli. Vi havde valgt byen fordi der var gode togforbindelser til Rom hvorfra Frederik skulle flyve hjem fra, men også fordi min søn Thomas skulle overtage skibet sammen med hans kæreste Pernille og nogle venner.

Napoli
I Napoli oplevede vi igen den moderne form for sørøveri. Den første Marina vi anløb havde ikke plads men de kunne alligevel godt klare en enkelt overnatning formeldst 120 e. pr. døgn!

Vi valgte i stedet at sejle ind i trafikhavnen for at se om ikke der var nogle muligheder der. Det var der faktisk ikke! Men vi fandt alligevel en plads ved et skibsværft hvor vi i første omgang fortøjede Grand Danois. Skibsværftet virkede totalt øde og vi var bange for at støde på eventuelle vagthunde så det var med stor forsigtighed vi sneg os langs med kajen så at vi kunne springe i vandet hvis vi pludselig blev angrebet. Senere ankom en båd til og det viste sig være ejeren af værftet. Han forklarede at det ikke var åbent for lystbåde men vi fik en god snak som endte med at vi skulle møde ham på kontoret dagen efter. Her blev vi så enige om at betale 40 e. pr. døgn. Senere fandt vi ud af at stedet var et godt valg. Vi havde døgnvagt med to hunde og en politivagt ved indgangen til havneområdet!

Hvis ikke Franceska, hans søde engelsktalende sekretær, havde varet os utroligt behjælpelig med at orientere os om byen og forholdende på stedet. Havde det været en trist oplevelse. Jeg har oplevet det før, der skal så lidt til om man føler sig velkommen i et land eller en by. Der er altså byer hvor vi nærmest er flygtet fra på grund af dårlige oplevelser med de mennesker som vi kom i kontakt med.

Vi tilbragte tre dage i Napoli dage med at opleve den kontrastrige by. Frederik indkøbte kopivarer i massevis. Jeg holdt mig tilbage på trods af mange gode tilbud bla. fra en ung fyr som kom kørende på scooter og tilbød digital kameraer og videooptagere. Han var utroligt påtrængende så jeg til sidst truede ham med politiet, hvilket han bare grinte af. Senere på torvet foran stationsbygningen hvor politiet patruljerer, var der opstillet borde med alskens skrammel. Men også med digitale kameraer. Jeg havde efterhånden fået mig selv overbevist om at jeg nok måtte se at få udskiftet mit gamle meget enkle kamera til et mere avanceret!

Og her midt på pladsen blev jeg faldbudt (og manipuleret) til at give en pris på et herligt Sony kamera. Jeg bød 60 e. hvilket var et latterligt beløb men han gik med til det!

Senere da vi næsten løbende var sluppet ud af denne gestikulerende og råbende menneskeflok spurgte Frederik om han måtte se kameraet. Her viste det sig så at æsken indeholdt en flaske med en halv liter vand. Oven i købet påfyldt vand! Jeg skreg af grin! Hvordan kunne jeg være så naiv? Vi gik naturligvis tilbage men nu var bordene væk! Senere overværede vi hvordan to Amerikanere troede at de købte en billig karton cigaretter og så var det bare avispapir!

De er en hel flok af mennesker som samarbejder for at manipulere de stakkels dumme turister. Fattigdom og tiggere præger bybilledet i denne by hvor skraldet ophobes og flyder i gaderne. Midt i dette hele lever og sover der mennesker. Samtidig har byen et meget eksklusivt kvarter. Når kontrasterne er så synlige som her ja så kan man næsten regne med at kriminaliteten stortrives. Napoli er en af Europas mest kriminelle byer!

Nu skulle Frederik hjem. Vi lejede bil i Napoli og jeg sagde farvel til ham i Roms lufthavn. Dagen efter ankom min søn Thomas med sin kæreste Pernille og deres venner. De skulle sejle Grand Danois i 10 dage. Jeg selv fik et kanontilbud med SAS til 1300 kroner retur.

Herligt at nogle timer efter stå i Københavns lufthavn hvor min kone Kerstin tog imod mig. Vi indlogerede os i min søns luksuslejlighed på Frederiksberg. Hvilken kontrast til livet ombord.

Tilbage igen i Rom skulle jeg mødes med to pragtfulde, piger nemlig min egen datter Lena, og hendes veninde Carina. Thomas havde i mellemtiden sejlet Grand Danois til byen Salerno hvortil vi ankom til en sen aften. At være sammen med disse to herlige piger på en lille båd, er jo en helt anden måde at være ombord på. Nu skulle der solbades og distancerne mellem havnene skulle helst ikke vare mere end nogle få timer. Fordi der jo også skulle være tid til at bade og ligge og flyde på nyindkøbte luftmadrasser! Måltiderne bliver der gjort utroligt meget ud af. Masser af frisk frugt altid lækker salat fisk og kød, måske en lille flaske vin. Men masser af vand naturligvis! Vi oplevede faktisk en dag at vores nabobåd med to italienske par ligefrem pegede på os og sagde; se hvad de spiser til morgenmad!
Jeg har flere gange oplevet italienernes morgenmad på en Cafe. Den består for det meste af en friturestegt kage og en miniature kop med to centiliter espresso kaffe.

Se foto

Aftnerne bliver brugt til byture hvor samtlige forretninger bliver undersøgt for gode tilbud, tøjet bliver afprøvet og ender ofte med at det må konstateres at italiensk design er alt for småt til os skandinaver.

Vi sejlede videre sydpå til Palinuro et område som ifølge pigerne mindede meget om et sted i Thailand med høje klipper som dramatisk stiger op af havet. Hvide sandstrande omkranset af høje bjergformationer og krystalklart vand. Her i disse omgivelser lå vi for anker i et par dage hvor dagene gik med snorkeldykning og udflugt med gummibåden til en del af de grotter som der er talrige af i dette område.

Nu er det ikke solskin det hele. Det sørger naturkræfterne for! Da vi sejlede tilbage til havnen i Agropolis blev vi overrasket af en thunderstorm. Min første thunderstorm! Jeg havde læst om fænomenet men at opleve det i virkeligheden overgik min værste fantasi. I løbet af få minutter skiftede vejret fra blå himmel og sol til fuld storm regn og hagl. Vi, der stod i badetøj var slet ikke forberedt på dette. Vi hundefrøs samtidig med at vi var tvungne til at holde båden fra land så den ikke bankede mod betonkajen.

Der skulle også flere fendere ned til nabobåden som vi klemte hårdt. Han var i øvrigt franskmand og var os meget behjælpelig på en dejlig værdig måde. Hvorimod en fransk kvinde hysterisk stod og skreg til os om at holde vores tunge båd væk fra hendes glasfiberbåd. Samtidig stod hun helt umotiveret og lænsede vand ud af en gummibåd med en pøs. Jeg ignorerede hende bare. Men Lena fik på et tidspunkt nok og det lykkedes hende at overdøve stormen og på dansk fortælle hende hvad vi mente om hende! Jeg foreslog på et tidspunkt at vi sejlede ud i midten af havnen fordi vores anker var begyndt at skride. Men her sagde Carina stop. Nu ville hun gerne i land! Efter en time var det hele overstået solen skinnede og alt var normalt igen. Det er kontrasterne der gør at man føler at man lever og jeg skal love for at vi bagefter da det hele var overstået nød dette fantastiske liv..

Grækenland – Prevesa
På dette sted har jeg i dag sagt farvel til to seje jyder! Hanne og Torben som har sejlet med de sidste tre uger.

De stod på i Italien i Agropolis samme sted og dag som jeg sagde farvel til Lena og Carina. Jeg havde aldrig mødt dem før så det var med spænding at jeg så frem til mødet. Jeg vidste at de var i begyndelsen af halvtredserne og kom fra Vadum i Nordjylland. De havde aldrig tidligere opholdt sig på et lille sejlskib! Da jeg så to mennesker kom gående smilende og vinkende hen ad kajen tænkte jeg, – Det kan ikke være dem! De så alt andet end midaldrende ud. De havde gået med deres tunge rygsække fra stationen de næsten fem kilometre til havnen Det regnede de ikke for noget.

Vi opholdt os et par dage i denne dejlige by for at lære hinanden og skibet lidt at kende og sejlede derefter videre ned ad kysten hvor vi anløb en del havne og ankerpladser langs den italienske kyst. Efterhånden nærmede vi os Messinastrædet som er gennemsejlingen mellem Sicilien og Støvlespidsen af Italien. Strædet er kendt for at der kan løbe en stærk strøm på op til fem knob.

Se foto.

Det var derfor med respekt at vi nærmede os, og sejlede ind i dette snævre farvand. Her skete så det som ikke må ske, motoren gik ud midt mellem en masse pendul færgetrafik og som om at det ikke skulle være nok så var der også trafikseparering! Her, under disse hårde betingelser lærte mine nye gaster hvad det vil sige at krydse! Først i hård vind med rebet sejlføring og senere i svag vind og modstrøm mens den intensive færgetrafik hele tiden ødelagde vores sejlads. Hvergang det lykkedes at komme kom lidt frem så blev vi igen sat tilbage af den stærke strøm. Det tog mange nervepirrende timer inden vi sent om aftenen endelig kunne fortøje i havnen. Vi valgte at gå i havn på Sicilien og blev i byen Messina i nogle dage for lige at komme os ovenpå denne forskrækkelse. Vejret er meget ustabilt i dette område, det regner og er ofte tåget samtidig opstår der nogle helt uberegnelige vinde. Så vi var glade da vi endelig kunne sejle videre derfra.

De italienske havne er gennemgående triste og ligger ofte flere kilometre udenfor byområdet så da vi nærmede os enden på sålen, altså lige før man skal passere bugten Golf Di Taranto og sejle de omkring 70 sømil til hælen, besluttede vi at nu havde vi fået nok af Italien. Da vejret var perfekt startede vi vores sejlads mod Grækenland en 140 sømil lang sejlads over Ionian Sea. Der var ingen vind så det blev til motorsejlads i 30 timer. Havet har aldrig været flottere med totalt havblik og måneskin. På denne overfart så Hanne en flok delfiner som kom helt hen til båden, hun råbte til os om at komme op men vi sov som en sten efter en lang nattevagt.

Vi sejlede ind til øen Paxos hvor vi lagde os for anker i en herlig lille beskyttet bugt hvor der om aftenen var optræden på tavernaen. Jeg er helt fascineret over den værdighed og livsglæde som dansen udtrykker. Til sidst blev vi naturligvis revet med i dansen men det var svært at leve op til den samme værdighed!

Næste dag anløb vi byen Gaios hvor vi fortøjede helt inde i bykernen. Nu følte jeg omsider at vi var kommet hjem! En pragtfuld by med masser af liv. Herfra sejlede vi videre mod Skorpio og Lefkas som nok er nogle af de mest kendte øer i denne sydvestlige del af det græske øhav, et helt vidunderligt område.

Her oplevede vi for første gang en tornado som sugede havet et par meter op i luften. Efter nogle nervepirrende minutter fandt vi ud af at den stod næsten stille og senere opløste den sig så vi kunne forsætte. Vi oplevede også en thunderstorm igen. Fænomenet er tilsyneladende meget almindelig i efterår og forårsmånederne. I sådan en situation er det vigtigt at ankeret holder. Det gjorde det desværre ikke. Men denne gang sejlede vi ud i havnebassinet for at ride stormen af.

I dag er det den 30 september og Hanne og Torben er taget hjem. Jeg er alene på Grand Danois. Efter den varmeste sommer med masser af sol og lys som jeg i hele mit liv har oplevet. Grand Danois ligger trygt fortøjet i alt slag vejr på en kaj hvor flere andre danske og svenske både har valgt at overvintre. Jeg har lavet aftaler med svenske Stig og Frida på båden Freedom om holde øje med skibet. Herfra tager jeg hjem for at overvintre! Og for at være sammen med familie og venner.

Tak for alle hilsner på vor hjemmeside og ikke mindst! Tak til alle jer som har været med til at gøre turen til det den var.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.